Er du og din hund sikre i mørket?

    20-09-2022
    Er du og din hund sikre i mørket?
    Det handler først og fremmest om at have udstyret i orden, når du og din hund skal færdes sikkert i de mørke timer.

    Den mørke tid står for døren - og nu er det derfor ekstra vigtigt, at du tænker over, om du og din firbenede ven er synlige for andre trafikanter, når I går morgen- og aftenture.

    I regn og slud skal hunden ud... En af de mange glæder ved at være hundeejer, er at hunden skal luftes uanset vejret. Og som hundeejer, kommer du heller ikke uden om, at hunden skal luftes i de mørke morgen- og aftentimer, når efteråret trænger sig på.

    Derfor er det i denne tid særligt vigtigt, at du tænker på, at både du og din hund skal være synlige for jeres medtrafikanter. Heldigvis handler det - ligesom når du skal ud i al slags vejr - "bare" om at have udstyret i orden.

    Pas godt på dig selv og din hund i mørket - 5 gode råd

    Det er ikke nok, at du selv er synlig – en mørklagt hund og hundesnor kan skabe en potentiel farlig situation i trafikken og udsætte din firbenede ven og andre for fare.

    Faktisk rammes næsten dobbelt så mange hunde ifølge FDM af biler på de danske veje i vinterhalvåret sammenlignet med sommerhalvåret. Det er derfor vigtigt, at du sikrer både dig selv og din hund, før I går tur i mørket.

    Her er vores 5 råd til, hvordan du og din firbenede ven bliver trafiksikre i den mørke tid:

    1. Brug altid som minimum reflekshalsbånd til din hund i den mørke tid. Færdes du på meget mørke steder, så brug evt. en refleksvest eller reflekssele til din hund i stedet.
    2. Suppler gerne med et lyshalsbånd, der blinker, eller montér en lygte i din hunds normale halsbånd eller sele. Dette gør, at I er synlige på længere afstand og ikke først, når I er inden for billygternes rækkevidde.
    3. Bær også selv reflekser eller refleksvest, når du går tur med hunden - og hav gerne en tændt lygte i hånden, når du færdes på meget mørke steder.
    4. Sørg for at holde din hund i kort snor, når I går tur i mørket på steder, hvor der kan komme andre trafikanter.
    5. Brug en refleksline. Den gør det tydeligt for andre trafikanter, at der er tale om en fodgænger med en hund i snor.

    Rigtig god tur til dig og din firbenede!

     

    Pas godt på dig selv og din hund i mørket - 5 gode råd

    Nyheder