Forårets bedste nyhed: Mere vild natur i Vejle Ådal

I 2023 kunne Gartnernes Forsikring overrække Den Danske Naturfond en donation på 35.455 kr. til opkøb af 2.995 m2 vild natur. Donationen tager udgangspunkt i vores løfte om hvert år at frikøbe 20 m2 natur for hver 100 kunder, der er forsikret hos os. Vi er derfor rigtig glade og stolte over at kunne dele, at vores donation – sammen med støtte fra 90 andre virksomheder og 8.100 private - nu er blevet vekslet til et opkøb af ”Tørskind Bakker” i Vejle Ådal.
Bedre vilkår for biodiversiteten og store naturoplevelser for alle
Den Danske Naturfond har købt 83 hektar af den smukke kuperede natur i Vejle Ådal i et samarbejde med Vejle Kommune om at give biodiversiteten bedre vilkår og om at give alle mulighed for at få store oplevelser i skoven. Og her får Gartnernes Forsikrings 2.955 m2 nu også lov til at være natur for altid.
Det nye naturområde skal være med til at mindske biodiversitetskrisen og sikre mere natur, der hænger sammen, fortæller direktør i Den Danske Naturfond, Flemming Nielsen:
“ Det er afgørende for biodiversiteten at sikre flere og større naturområder, hvor dyr og planter kan trives fremover. Det mangler i Danmark, og det er den vigtigste årsag til biodiversitetskrisen. Med det nye naturområde skaber vi endnu mere plads til vildere natur, der hænger sammen, også i Vejle Ådal. Drømmen er at sikre mere vild natur i Vejle Ådal med tiden. ”Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond
Mere vild natur i én af landets smukkeste ådale
Vejle Ådal rummer fantastisk og smuk natur med skrænter, overdrev, skov og eng. Her er mange gode levesteder for sjældne planter, svampe og sommerfugle. Det gælder også i dele af Tørskind Bakker og de 83 hektar – svarende til 110 fodboldbaner - som naturfonden netop har opkøbt. Her er gode levesteder for mange arter planter og svampe på skrænterne ned mod ådalen.
Området beskyttes nu som natur for altid, og desuden genoprettes marker til blomstrende natur med et mylder af insekter og vilde planter, som der var engang, før jorden blev opdyrket. Samtidig plejes naturen bedre, så de værdifulde dele af området ikke gror til, og levesteder ikke forsvinder, og samtidig stoppes gødskning og sprøjtning til gavn for vandmiljøet.

Hvert år sikrer vi sammen et nyt naturområde
Som kunde i Gartnernes Forsikring kan du glæde dig over, at du er med til at støtte naturen i Danmark, og at vi i fællesskab gør en helt konkret forskel. I 2023 har du været med til at sikre, at Naturfonden nu kan passe på Tørskind Bakker i Vejle Ådal for altid – til næste år vil du være med til at sikre et nyt naturområde i Danmark.
Naturfonden køber jorden, skoven, naturområderne og ejer dem for evigt. Fonden beskytter den natur, der er, eller genopretter den natur, som var engang, og holder alle områder åbne for besøg året rundt. Sådan sikrer vi sammen mere biodiversitet, renere vand og et bedre klima i Danmark.
Du kan læse mere om vores støtte til Den Danske Naturfond her.
Læs mere om Vejle Ådal her.

