Forebyg brand: 3 gode råd om el-sikkerhed i hjemmet

    19-11-2024
    Forebyg brand: 3 gode råd om el-sikkerhed i hjemmet

    I juletiden har vi ofte fokus på den helt åbenlyse brandfare, som kombinationen af levende lys, gran og julepynt udgør. Og det er da også vigtigt at være opmærksom på. Men faktisk er elinstallationer og el-apparater én af de hyppigste årsager til i brand i vores private hjem, og det er derfor mindst lige så vigtigt at få styr på el-sikkerheden, når du pynter op med lyskæder og i det hele taget fyrer op for elforbruget i julemåneden.

    I julemåneden sætter lyskæder og ekstra aktivitet i husholdningens el-apparater vores elinstallationer under maksimalt pres, og netop nu er der derfor ekstra god grund til at have fokus på at forebygge elbrande.

    Forebyg el-brande i dit hjem med 3 enkle råd

    Én af de hyppigste årsager til elbrande i vores hjem er installationer, hvor der er anvendt forkerte, mangelfulde, beskadigede eller dårligt vedligeholdte ledninger. Det kan f.eks. være ledninger, som er dårligt isoleret, eller som ikke er dimensioneret til den spænding, der løber igennem dem. Det kan også være klemte, slidte eller mørnede ledninger.

    En anden typisk årsag til, at der opstår elbrande i vores hjem, er uopmærksomhed, glemsomhed eller forkert brug af el-apparater.

    Fælles for disse brande er, at de kunne være undgået ved simpel vedligeholdelse af elinstallationerne og lidt ekstra omtanke i forbindelse med brug af el-apparaterne.

    Her giver vi derfor 3 gode råd til, hvordan du kan forebygge elbrande i dit hjem med en forholdsvis lille indsats.

    1. Sluk for strømmen til dine elektriske apparater, når du ikke bruger dem

    Træk stikket ud af dine elektriske apparater, når du ikke bruger dem. Det er især vigtigt, før du går i seng eller forlader huset.

    Gør det også til en vane at slukke for strømmen til dit TV på stikkontakten. TV og lignende apparater står nemlig på standby, når de er tilsluttet strøm, og det øger risikoen for brand. Denne gode vane vil desuden sikre dine apparater mod kortslutning, hvis lynet slår ned, og så sparer det på strømmen.

    Et godt tip er at bruge en el-spareskinne - altså en stikdåse med indbygget tænd/sluk kontakt - så du nemt kan slukke for alle de tilkoblede apparater på én gang.

    Læg i øvrigt aldrig mobiltelefoner, tablets m.m. til at oplade i sengen, sofaen, gulvtæpper eller lignende overflader, hvor de har svært ved at komme af med varmen.

    2. Få styr på forlængerledninger og stikdåser

    En af de helt store syndere i forhold til el-sikkerhed og brandrisiko er forlængerledninger og stikdåser.

    Sørg derfor for det første for at have orden på dine forlængerledninger. Ledninger, der ligger løst på gulvet eller snor sig og kludrer sammen bliver slidte. Samtidig kan samlinger nemt løsne sig. Få orden på dine ledninger ved f.eks. at sømme dem op langs panelet med ledningssøm eller ved at bruge kabelskjulere.

    Tjek dine ledninger for slid og skader, før du tager dem i brug. Er de f.eks. gamle, mørnede eller sidder løst i stikproppen, skal ledningen udskiftes.

    Undgå så vidt muligt at trække forlængerledninger på tværs af rum, da de kan blive klemt i døren.

    3. Pas på overbelastning af dine el-installationer

    3. Pas på overbelastning af dine el-installationer

    Hvis du kobler mange apparater til samme stikdåse eller forlængerledning, kan du risikere, at det samlede elforbrug overstiger den effekt, som ledningen eller stikdåsen er beregnet til. Det kan medføre overophedning og i sidste ende brand.

    Tjek derfor løbende dine forlængerledninger og stikdåser. Hvis de er varme eller er blevet brune, er det et tegn på, at der er noget galt, og du bør udskifte dem.

    Det kan være lidt af en videnskab at vælge den rigtige stikdåse eller forlængerledning, hvis man ikke har forstand på det, så spørg evt. om hjælp til at vælge den rigtige til dit behov, der hvor du køber dine el-artikler.

    Overbelaster du dine stikkontakter?

    Vær også opmærksom på ikke at overbelaste dine stikkontakter. Det kan nemlig udgøre en risiko for kortslutning og brand.

    Når du lægger effekten af de el-apparater sammen, som er tilsluttet en enkelt stikkontakt, bør den samlede effekt af apparaterne aldrig overstige det, som stikkontakten er beregnet til. Til en almindelig 10A stikkontakt bør du f.eks. aldrig tilslutte mere end 2300 watt. (Dine stikkontakter kan være mærket 10A, 13A eller 16A, hvilket svarer til hhv. 2300 watt, 2990 watt eller 3680 watt ved 230 V. Alle el-apparater er mærket med, hvor mange watt, de bruger).

    Har du jordforbindelse?

    Hvis du bruger forlængerledninger til apparater, som kræver jordforbindelse, skal du være opmærksom på, at jordforbindelsen kun er intakt, hvis du bruger trebenede stik og ledninger med jordforbindelse hele vejen igennem din installation.

    Det betyder, at det f.eks. ikke er nok at sætte det trebenede stik fra computeren i en stikdåse med tre huller, hvis stikproppen for enden af ledningen kun har to ben.

    Nyheder