1. Sig hej til folk på vejen – også dem du ikke kender
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd sker halvdelen af alle indbrud i dagstimerne i hverdagen. Nabohjælp er derfor ikke kun aktuelt, når du skal på ferie, men også til daglig.
Det bedste enkeltstående råd er at smile og sig hej til alle på din vej – også dem du ikke kender. Det lyder måske fjollet, men når I gør det til en vane at hilse på alle, vil en potentiel tyv ofte vælge at stikke halen mellem benene. Tyven ønsker nemlig ikke at blive set eller genkendt.
2. Hjælp hinanden, når I skal på ferie
- Smid noget af dit skrald i naboens skraldespand, mens de er væk.
- Sæt naboens skraldespand ind på plads, hvis skraldemanden ikke har gjort det efter tømning.
- Tøm naboens postkasse - eller skub posten helt ind, hvis du ikke har nøgle.
- Parker din bil i naboens indkørsel, når du alligevel er hjemme – eller hvis du har to biler.
- Gå gerne en tur rundt om naboens hus for at se, at alt er ok.
- Det er en god idé at udveksle telefonnumre med naboerne.
3. Organiser jeres nabohjælp i ”Nabohjælp” app’en
Med Nabohjælp app’en kan I få hjælp til at organisere jeres nabohjælp. I app’en kan du se andre nabohjælpere i dit område, og du finder forskellige redskaber til at forebygge indbrud.
Nabohjælp app’en er gratis. Du kan læse mere om den og tilmelde dig på botrygt.dk