Har din virksomhed et effektivt beredskab i tilfælde af brand?

    08-12-2023
    Røde brandslukkere foran brandskab

    En brand kan have store konsekvenser for din virksomhed. For selvom din forsikring kan træde til og hjælpe, hvis uheldet skulle være ude, er en brand en ganske ubehagelig oplevelse, og genetableringen af normal drift kan tage tid og kræve mange ressourcer.

    En god beredskabsplan kan gøre en stor forskel, hvis uheldet mod alle ods skulle være ude. Her får du 5 gode råd til, hvordan du får et godt brandberedskab i din virksomhed.

    1. Er dit brandudstyr tilgængeligt og funktionsdygtigt?

    Hvis uheldet er ude, er det vigtigt at have det rigtige brandudstyr ved hånden, og at det virker. Sørg derfor for, at du har de rigtige brandslukkere på de rigtige steder. Brande i forskellige materialer, kræver forskellige slukningsmidler. Se hvilke brandslukkere, du skal bruge til hvad, nederst i artiklen.

    Det kan være en god investering at få installeret et automatisk brandanlæg med sprinklere. Det sikrer, at røg og varmeudvikling hurtigt opdages og bekæmpes, så branden ikke udvikler sig, før brandvæsnet når frem.

    2. Efterse jævnligt branddøre og nødudgange

    Branddøre og nødudgange er en vital del af din virksomheds beredskab i tilfælde af brand, men kun hvis de virker efter hensigten. Tjek derfor på din daglige runde, at nødudgange ikke er blokeret, og at branddøre er lukkede. Tjek jævnligt, at det automatiske lukkesystem på dine branddøre virker, som det skal.

    3. Sektionering af bygninger kan gøre en stor forskel

    Opdeler du dine bygninger i sektioner med henblik på brand, kan det forebygge, at en brand opstået et sted i din virksomhed, breder sig til andre bygninger. Det kan dermed være forskellen på, om du står med en totalt nedbrændt virksomhed eller ”bare” en brandskade i en enkelt bygning.

    Sektionering handler især om at adskille områder med forskellige funktioner med brandvægge. F.eks. kontor, produktion, lager osv. Derudover er det vigtigt at sikre rum med vigtige funktioner, som f.eks. et serverrum.

    4. Har I en opdateret evakueringsplan?

    I tilfælde af brand er det vigtigt, at I har en opdateret evakueringsplan i virksomheden, og at alle medarbejdere kender til den og ved, hvad de skal gøre, samt hvad de evt. er ansvarlige for.

    5. Har du en plan B?

    Hvis uheldet er ude, og din virksomhed brænder helt eller delvist ned, kan en god beredskabsplan være forskellen på, om I klarer jer gennem krisen, mens genopbygningen står på.

    Har I en plan B for, hvordan I kan opretholde en midlertidig drift? Har I f.eks. udpeget en midlertidig lokation? Har I backup af jeres data, og kan I tilgå dem? Har I en kommunikationsplan for jeres kunder og samarbejdspartnere?

    Hvilken brandslukker skal jeg vælge?

    Brande i forskellige materialer, kræver forskellige slukningsmidler. Her kan du se, hvilke brandslukkere, der kan bruges til hvad.

    • Skumslukker: Til faste stoffer, væsker, personer samt elektriske anlæg op til 1000 V.
    • Vandslukker: Til faste stoffer, personer og elektriske anlæg op til 1000 V.
    • Kulsyreslukker (Co2): Til væsker samt elektriske anlæg op til 1000 V.
    • Brandtæppe: Til faste stoffer, væsker, friture, personer samt el-artikler
    • Pulverslukker: Til faste stoffer, væsker, gasser samt elektriske anlæg op til 1000 V.

    Guide til de forskellige materialer

    • Faste stoffer: Træ, papir, tekstiler og glødende materialer
    • Væsker: Benzin, dieselolie, maling, tændvæske m.m.
    • Gasser: Butan, propan m.m.

    Hvordan dækker forsikringen i tilfælde af brand i min virksomhed?

    Hvis uheldet er ude, og der opstår brand i jeres virksomhed, vil det typisk være en kombination af de erhvervsforsikringer, I har tegnet, som træder til for at hjælpe.

    Jeres erhvervsbygningsforsikring dækker f.eks. brandskader på virksomhedens bygninger, bygningstilbehør og installationer m.m, og jeres løsøreforsikring dækker brandskader på virksomhedens løsøre, som f.eks. inventar, varelager, udstyr, maskiner osv.

    Du kan læse mere om alle vores erhvervsforsikringer her. Som erhvervskunde vil dine forsikringsbehov dog være meget individuelle, og vi anbefaler derfor altid, at du får en snak med din lokale erhvervsassurandør, så I sammen kan se på netop din virksomheds forsikringsbehov. Vi ringer dig gerne op.

    Nyheder