Når vejret raser – hvordan dækker forsikringen?

    01-06-2024
    Når vejret raser – hvordan dækker forsikringen?

    Ekstremt vejr og deraf følgende skader på vores boliger er desværre ikke længere et sjældent syn. Er du usikker på, hvordan din forsikring dækker, når ekstremt vejr rammer, giver vi her et kort overblik over, hvordan forsikringen dækker, når vejret viser tænder.

    Som udgangspunkt er de fleste klimarelaterede skader dækket af dine forsikringer. Samtidig findes der ordninger, som hjælper danske boligejere, der har været udsat for bestemte klimarelaterede skader, som f.eks. stormflod og tørkeskader.

    De fleste vejrskader er dækket af din forsikring

    De fleste vejrrelaterede skader, som du kan komme ud for i Danmark, er omfattet af dine almindelige forsikringer. Det er dog vigtigt at huske på, at du selv har et ansvar for at vedligeholde og sikre din bolig mod vejrskader. Din forsikring dækker nemlig ikke skader, der skyldes manglende vedligeholdelse og fejlkonstruktioner.

    Samtidig findes der lovbestemte ordninger, som skal sikre, at danske boligejere kan få den nødvendige hjælp, når ekstremt vejr rammer. Ordningerne, som bl.a. omfatter naturskader som stormflod og tørke, varetages af Naturskaderådet (tidligere Stormrådet), som også afgør, hvor i landet, der har været en vejrmæssig hændelse, der er omfattet af ordningen.

    Her kan du se, hvordan du er dækket ved de mest forekommende vejrskader.

    Skybrud

    Voldsomt skybrud er dækket af din almindelige husforsikring. Det kan variere, hvordan dit forsikringsselskab definerer dette. Hos Gartnernes Forsikring defineres voldsomt skybrud som over 40 mm nedbør inden for 24 timer, eller mere end 15 mm nedbør på 30 minutter.

    Storm

    Stormskader er også dækket af din husforsikring. Det kan også her være forskel på, hvordan dit forsikringsselskab definerer storm. Hos Gartnernes Forsikring defineres storm som vind, hvor styrken konstant eller i stød er på mindst 17,2 meter pr. sekund.

    Stormflod

    Stormflod er dækket af Stormflodsordningen. Det er Naturskaderådet, der afgør, hvor der har været tale om stormflod.

    Tørke

    Tørkeskader er også en stigende trussel mod vores boliger. Fra og med d. 1. juli 2022 er tørke derfor også omfattet af en naturskadeordning: Tørkeskadeordningen. Det er også her Naturskaderådet, der afgør, hvor der har været tale om tørke.

    Hvad gør jeg, hvis jeg har fået en vejrskade på min bolig?

    Det første, du altid skal gøre, er at begrænse skaden, så godt du kan, f.eks. ved afdækning eller lignende. Har du brug for hjælp til dette, skal du kontakte dit forsikringsselskabs skadeservice. Hos Gartnernes Forsikring kan du kontakte Dansk Industri- og skadeservice på tlf. 70 11 12 14, hvis du har brug for akut hjælp ved vand- eller stormskader på dit hus eller indbo udenfor vores åbningstid. Indenfor vores åbningstid, kan du altid kontakte os, så hjælper vi dig videre.

    Når skaden er sikret, skal du anmelde den til dit forsikringsselskab. Du kan kontakte Gartnernes Forsikring på tlf. 43 71 17 77 i vores åbningstid eller udfylde en skadeanmeldelse på vores hjemmeside (Mine Sider) døgnet rundt. Hvis din skade er dækket af naturskadeordningerne, ordner vi det hele for dig. Så uanset om skaden er dækket af din forsikring eller en naturskadeordning, skal du altid starte med at kontakte dit forsikringsselskab.

    Forebyg vejrskader på din bolig

    Du kan selv gøre flere ting for at forebygge og begrænse vejrskader på din bolig, før ekstremt vejr rammer. I nedenstående artikler finder du flere gode råd.

    Se vores gode råd til, hvordan du kan forebygge skader ved skybbrud.

    Se vores gode råd til, hvordan du kan forebygge skader på huset ved storm.

    Se her, hvad du kan gøre, hvis du får tørkeskader på huset.

     

    Nyheder