Spira Forsikrings årskalender bliver til træer

    06-11-2025
    Spira Forsikrings årskalender bliver til træer

    En gammel kending går nu på pension. Spira Forsikrings årskalender, som på denne tid af året så småt plejer at finde vej til vores kunder i Øst og Vest, har været på sin sidste rejse.

    Spira Forsikrings årskalender har i mange år været et populært indslag blandt vores kunder, men kalenderen har også været en lille splint i vores grønne hjerte. For i en agenda om at skåne miljøet, hvor og når, vi kan, har en trykt kalender haft sværere og sværere ved at finde sin berettigelse.

    Som led i vores bæredygtighedsstrategi har vi i Spira Forsikring i flere år arbejdet for at nedbringe vores tryksager til et minimum, og vi mener derfor, at tiden nu er inde til, at vores kalender går på pension.

    Af træ er den kommet, og til træer skal den blive...

    Vi har derfor besluttet at plante træer for de penge, som var afsat til at producere dette års kalender.

    Det betyder, at vi i 2025 støtter Klimaskovfonden med 15.000 kr., hvilket svarer til 1.392 m² ny skov et sted i Danmark – og ikke mindst 48 ton CO₂ mindre udledt i vores atmosfære.

    Det, synes vi selv, rimer meget bedre på Spira Forsikring – og vi håber, du er enig.

    Hvorfor støtter Spira Forsikring Klimaskovfonden?

    Vi har valgt at støtte Klimaskovfonden, fordi vi med denne specifikke gestus, ønsker at knytte en handling direkte til vores årskalender. Vi synes, at der er noget smukt i at plante træer for de penge, som vi plejer at bruge på produktion af vores kalender, for på den måde er cirklen på symbolsk vis afsluttet.

    Ved at støtte Klimaskovfonden, hvis primære fokus er CO2-reduktion via skovplantning, ved vi, at vores støtte går til projekter i Danmark med dokumenteret klimaeffekt.

    Om Klimaskovfonden

    Klimaskovfonden er en uafhængig statsejet fond, som blev oprettet i 2020 af et enigt folketing for at sætte fart på Danmarks klimaindsats.

    Klimaskovfonden finansierer projekter på tværs af Danmark og på både private og offentlige arealer. Fondens projekter består i skovrejsning eller udtag af lavbundsarealer. Ved at bruge naturens egne metoder får vi samtidig glæde af synergieffekter i klimaprojekterne, f.eks. rigere natur og biodiversitet, miljø og renere drikkevand og nye muligheder for friluftsliv.

    Fondens projekter finansieres af bidrag fra virksomheder, organisationer og privatpersoner, som gives videre til jordejere, der vil rejse skov på deres jord som støtte til klimarobust skov.

    Læs mere om Klimaskovfondens projekter og deres klimaeffekter her.

    Vi samarbejder stadig med Den Danske Naturfond

    Som du sikkert ved, samarbejder Spira Forsikring også med Den Danske Naturfond, hvor vi hvert år støtter fonden ud fra en fast støttemodel om 20m2 natur for hver 100 kunder.

    Naturfondens formål at bevare og genoprette vild natur i Danmark. Det kan være skov, men også meget andet natur, og fondens primære fokus er biodiversitet. Men det er en helt anden historie…

    Den kan du læse mere om her.

    Nyheder