Storbyferie? Undgå at blive offer for tricktyve

    27-03-2023
    Storbyferie? Undgå at blive offer for tricktyve

    Paris, London, Berlin, Rom og Barcelona… Europa har mange skønne storbyer at byde på, og påskeferien er et oplagt tidspunkt at besøge dem. Men storbyerne er også tricktyvenes foretrukne arbejdsplads, så det er om at passe godt på sine værdier. Her giver vi gode råd til, hvordan du kan undgå at blive offer for trick- og lommetyve på ferien.

    De fleste er med på, at man i de fleste storbyer skal passe ekstra godt på sine ejendele – og særligt når man færdes på tætbefolkede steder som hovedstrøg, metroer osv.

    Det gælder i alle Europæiske storbyer, og for den sags skyld også i vores egen hovedstad, København, hvor politiet med jævne mellemrum er ude og gøre opmærksom på tricktyvenes nyeste metoder.

    4 klassiske tricks, du skal være ekstra opmærksom på

    Ifølge Københavns Politi ses særligt 4 former for tricktyveri i hovedstaden. Mange af dem går igen i de fleste europæiske storbyer, og det er derfor en god idé at være ekstra opmærksom på disse tricks uanset, hvilken storby, du skal besøge.

    Lommetyven

    Lommetyve findes i alle storbyer, og de arbejder oftest på de mest travle steder i byen, som f.eks. travle hovedstrøg og pladser, i overfyldte metroer, på banegårde osv. Lommetyve går typisk efter at stjæle værdier fra din taske, jakke- eller bukselomme, og de går målrettet efter at fange deres ofre i et øjebliks uopmærksomhed.

    Papirtricket

    Dette er også et kendt trick. Her bruger tricktyven et stykke papir, f.eks. et bykort eller en avis til at dække over den ejendel, som de vil stjæle fra dig. Det kan f.eks. være din mobil eller pung, som ligger på et cafébord. Men metoden kan også bruges til at udføre et lommetyveri, mens du er distraheret.

    Dansetyven

    Dansetyven afleder din opmærksomhed fra tyveriet ved at ”danse” med dig. De får ofte din opmærksomhed ved f.eks. at bede dig om at tage et billede eller måske give dig en high five. Herefter bruger de dansetricket til at stjæle dine værdier. Disse tyve går ofte målrettet efter folk, der har synlige værdigenstande.

    Pantsamlere

    Dette er det nyeste skud på stammen, som Københavns Politi melder om. Her har man i hovedstaden hen over sommeren set flere tilfælde, hvor tricktyvene henvender sig til folk i byens grønne områder for at indsamle pantflasker, som påskud for at stjæle deres telefoner, punge eller andre værdigenstande.

    Metoderne her går som sagt ofte igen på tværs af Europa, og i mange lande har tricktyve og tyvebander desuden udviklet deres egne kreative metoder til at franarre turister deres værdier.

    Uanset metoden vil et tricktyveri typisk være centreret omkring at distrahere dig, og det er derfor det altid en god idé at være skeptisk, når fremmede søger at få din opmærksomhed. Det kan nemlig være et trick for at stjæle dine ejendele. Vær desuden opmærksom på, at nogle tricktyve arbejder i par.

    Undgå at blive udsat for tricktyveri – 5 gode råd

    Er du opmærksom og opbevarer dine ting et sikkert sted, kan du heldigvis minimere risikoen for at blive udsat for trick- eller lommetyveri.

    Her er 5 gode råd til at undgå at blive offer for et trick- eller lommetyveri:

    1. Vær altid opmærksom på dine ting - især når du er blandt mange mennesker.
    2. Placer din telefon og pung et sikkert sted.
    3. Læg aldrig dine værdier fra dig, når du sidder på en café, en bænk eller i bus og tog – og hav altid et tag i din taske.
    4. Dæk altid din pinkode, når du betaler med kort.
    5. Vær skeptisk overfor fremmede, der søger at få din opmærksomhed – det kan være et trick for at distrahere dig.

    Helt generelt er det altid en god idé at være ekstra opmærksom på dine ejendele, hvis der en opstår en situation omkring dig, som på den ene eller anden måde virker mærkelig eller unormal.

    Sidst men ikke mindst, så undlad at have flere værdier på dig end højest nødvendigt, når du går rundt i storbyen. Opbevar pas, ekstra kreditkort og større kontantbeløb i et pengeskab på dit hotel eller i din lejlighed, hvis du har mulighed for det. Og husk at synlige værdier, som f.eks. et dyrt ur eller en pung eller mobiltelefon i baglommen tiltrækker tyvens opmærksomhed, og gør dig til et oplagt offer i et øjebliks uopmærksomhed.

    Rigtig god ferie!

    Nyheder