Tagboks – har du styr på sikkerheden?

    23-01-2023
    Tagboks – har du styr på sikkerheden?

    Tagboksen er uundværlig for mange, når ferien går nord- eller sydover i bil, og især skiferien er ensbetydende med masser af bagage, som fylder meget. Se her, hvordan du monterer, pakker og kører sikkert med din tagboks.

    Kører du med tagboks, er det vigtigt, at du har styr på sikkerheden, da det kan føre til alvorlige uheld, hvis din tagboks springer op, går i stykker, falder af eller bringer din bil ud af balance.

    Når du kører på motorvej, udsættes din tagboks for stor vindbelastning. Det er derfor vigtigt, at din tagboks er monteret og pakket korrekt, og at du ikke kører hurtigere end den maksimale hastighed, som er angivet for din tagboks. Husk også, at din bil har et højere tyngdepunkt og er mere vindfølsom, når du har tagboks på – sæt derfor også farten lidt ned i sving.

    Ved du hvor høj din bil er med tagboks?

    Har du husket at måle, hvor høj din bil er med tagboks? Det kan være vigtigt at vide, hvis du f.eks. skal med en færge eller ind i en parkeringskælder, hvor du kan risikere at gøre skade på din tagboks, hvis din bil overstiger makshøjden.

    Det er derfor en god idé lige at måle din bil inkl. tagboks og skrive det ned, så du kan huske det, når du får brug for det.

    5 trin til sikker montering af din tagboks

    Det er vigtigt, at du monterer din tagboks rigtigt og spænder den godt fast efter de instruktioner, der følger med boksen.

    Følg disse 5 trin til en sikker montering at din tagboks:

    • Trin 1: Sæt tagbøjler på bilen, men vent med at spænde dem fast.
    • Trin 2: Læg tagboksen på bøjlerne, men vent med at spænde den fast.
    • Trin 3: Tjek, at tagboksen ligger rigtigt på bilen: Den skal ligge midt på bilen, og bagsmækken må ikke slå mod boksen, når du åbner den.
    • Trin 4: Tjek, at bøjlerne sidder ordentligt i forhold til boksen.
    • Trin 5: Spænd bøjler og boks godt fast (følg de instruktioner, du har fået med).

    Det er altid en god idé at tjekke og evt. efterspænde både boks og tagbøjler undervejs.

    Sådan pakker du din tagboks – 5 gode råd

    Det er også vigtigt, at du pakker din tagboks rigtigt, og at du overholder den maksimale grænse for, hvor meget boksen kan tåle at blive lastet. Det er vigtigt, fordi boksen også skal kunne holde til eventuelle hårde opremsninger, sving, høj fart og kraftig vindpåvirkning.

    Her er 5 gode råd til, hvordan du kan pakke din tagboks sikkert:

    1. Put det letteste af din bagage i tagboksen (tung bagage ligger bedst i bagagerummet).
    2. Placer de tungeste ting i midt af boksen og fordel udefter efter vægt.
    3. Spænd tingene godt fast inde i tagboksen.
    4. Luk og lås boksen: Sørg for at boksen lukker/klikker rigtigt i alle lukkemekanismer.
    5. Pak aldrig mere i boksen end den tilladte vægt (tjek i de papirer, som fulgte med, da du købte boksen eller slå modellen op på nettet).

    Husk, at det ikke kun er din tagboks, der har en vægtbegrænsning. Tagbøjler har også en maksimal lasteevne, og din bil har en maksimal lovlig totalvægt.

    Nyheder