Forsikring helt nede på jorden – siden 1908

Når vi siger ”Forsikring helt nede på jorden", mener vi det faktisk helt bogstaveligt. Spira Forsikring hed tidligere Gartnernes Forsikring, og vores hjerter har altid banket særligt for alt, hvad der spirer og gror, fordi vi har dybe rødder i de grønne erhverv.

Vores grønne rødder går helt tilbage til 1908, hvor vi blev stiftet af gartnere som et gensidigt ulykkesforsikringsselskab. Bag initiativet stod en kreds af gartnere fra ”Alm. dansk Gartnerforening”, som med en startkapital på bare 10.000 kroner grundlagde det forsikringsselskab, vi er i dag. Dengang hed vi ikke Gartnernes Forsikring men fik i stedet det knap så mundrette navn ”Almindelig Dansk Gartnerforenings gensidige Ulykkesforsikrings-Selskab”.

Som navnet antyder, var formålet at tilbyde en billig ulykkesforsikring til gartnerne. I 1908 blev faget nemlig underlagt en lov, der pålagde gartnerne at tilbyde deres arbejdere en frivillig ulykkesforsikring. Dengang havde man ikke så forfærdelig mange materielle ting at forsikre – til gengæld var helbredet ens vigtigste aktiv.

Det viste sig at være hårdt arbejde at drive et ulykkesforsikringsselskab, men efter en årrække med adskillige bump på vejen, udviklede vi os omsider til et sundt forsikringsselskab. I 1945 kunne vi endelig mønstre kapital nok til at søsætte en idé, som havde været på tegnebrættet lige fra begyndelsen: En storm- og haglskadeforsikring, der kunne sikre gartnerierne og deres produktion.

Nu var grundstenen lagt til det forsikringsselskab, vi kender i dag.

Fra at være et ulykkesforsikringsselskab alene for gartnere, udviklede vi os med årene til at være et forsikringsselskab for alle. I dag er vi stolte af fortsat at være gartnernes foretrukne forsikringsselskab, og samtidig kan vi tilbyde en bred vifte af forsikringer til både private og erhvervsdrivende.

Derfor hedder vi nu Spira Forsikring.