Gå den mørke tid sikkert i møde

Pludselig er det mørkt, når vi står op om morgenen, og snart er det mørkt i de timer, hvor vi typisk færdes mest i trafikken. Det er derfor nu, du skal til at tænke på, om hele familien er trafiksikker i mørket. Læs med her og se, hvordan du kan gå den mørke tid sikkert i møde.
Reflekser reducerer risikoen for at blive involveret i et færdselsuheld
Reflekser gør en stor forskel for, om du bliver set af andre trafikanter i mørket. Selv hvor der er vejbelysning, kræver det ekstra koncentration for bilisten at spotte en fodgænger uden reflekser, og i områder uden vejbelysning er en mørklagt fodgænger i vejkanten stort set usynlig indtil, man er helt tæt på.
Jo længere afstand, du er synlig på, jo bedre tid har bilisten til at reagere.
Er dine børn trafiksikre?
Reflekser kan redde liv – og især hos børn, som i forvejen er udsatte, når de færdes i trafikken, er det vigtigt, at du som forælder sikrer, at de er synlige i mørket.
- Køb vintertøj og regntøj med indbyggede reflekser.
- Påsæt løse reflekser på jakke og skoletaske
- En refleksvest er idéel til mindre børn.
Husk, at voksne heller ikke lyser i mørke!
Mange husker at udstyre børnene med reflekser men glemmer at tænke over, hvor lidt synlige vi som voksne fodgængere selv er, når mørket falder på. Husk derfor reflekserne – også som voksen.
Færdes du i områder uden vejbelysning, f.eks. i vejkanten af en mørk landevej, så hav også en sikkerhedslygte på dig. Lygter og reflekser har nemlig forskellige funktioner og udfylder hver deres formål:
- Reflekser reagerer på billygter og sender refleksion tilbage mod bilister, når de nærmer sig.
- En lygte med konstant eller blinkende lys gør dig synlig på længere afstand og advarer bilister om, at du er på vejen i god tid, så de er opmærksomme, når de passerer dig.
Er du motionsløber, bør du gøre dig ekstra umage
Er du motionsløber, er det ekstra vigtigt, at du bærer både lys og reflekser, da du bevæger dig hurtigere end en gående og derfor har øget risiko for at ”dukke op ud af det blå” for en forbipasserende bilist. Der findes mange gode alternativer for motionister, når det kommer til sikkerhed, f.eks. refleksveste, LED-bånd og -lygter.
En pandelampe kan være praktisk, når du f.eks. løber i skoven, men undlad at bruge den, når du færdes i trafikken, da den kan blænde bilister og skabe farlige situationer. Der er ingen specifikke regler på området, men politiet fraråder, at motionsløbere mm. bruger pandelamper pga. faren for at blænde bilister.
Er du synlig, når du går tur med hunden?
Er du hundeejer, kommer du nok ikke uden om at gå tur en mørk morgenstund eller efter solnedgang. Her er det vigtigt, at du tænker på, at både du og din hund skal være synlige for jeres medtrafikanter. Det er ikke nok, at du selv er synlig – en mørklagt hund og hundesnor kan skabe en potentiel farlig situation i trafikken og udsætte din firbenede ven og andre for fare.
Her kan du se 5 gode råd til, hvordan du og din hund kan færdes sikkert i mørket.
