Forretningsorienteret jurist til kontrakter og leverandørstyring

    Vil du have en nøglerolle i krydsfeltet mellem finansiel lovgivning, IT-kontrakter og forsikringsret?

    Spira Forsikring søger en skarp og kommerciel jurist, der vil være med til at sikre vores kontraktuelle fundament og compliance ift. leverandørstyring i en spændende finansiel virksomhed i vækst.

    Hos os får du stor selvstændighed, faglige udfordringer og en fleksibel hverdag med mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen.

    Rollen har en bred berøringsflade og et klart forretningsnært fokus. Du bliver den centrale juridiske sparringspartner for blandt andet den danske salgsorganisation, ledergruppen, IT og compliance.

    Dine primære arbejdsopgaver

    • Udarbejdelse og forhandling af kontrakter: Du rådgiver, udarbejder, gennemgår og forhandler kontrakter med leverandører og partnere – særligt med fokus på IT-aftaler og databehandleraftaler. Du er med til at sikre høj kvalitet, tempo og klare løsninger.
    • Udvikle leverandørstyring og DORA-compliance: Du er med til at styrke og videreudvikle vores processer, værktøjer og templates. Du sikrer, at vores leverandøraftaler lever op til gældende lovgivning, særligt DORA-forordningen for IKT-ydelser. I tæt samarbejde med IT-afdelingen står du også for at vedligeholde vores ROI-register (Register of Information) og sikre overholdelse af kontraktlige forpligtelser hos vores leverandører.
    • Compliance: Du understøtter vores compliance-ansvarlige med opgaver inden for compliance-området og sikrer, at vi agerer i overensstemmelse med finansiel regulering. Eksempler herpå kan være rådgivning eller udarbejdelse af notater til beslutningsgrundlag.

    Hvem er du?

    Vi leder efter en selvstændig og kompetent jurist (cand.jur.), som trives i en udadvendt rolle med mange kontaktflader i organisationen. Vi forestiller os, at du:

    • Har solid erfaring med kontraktret, herunder forhandling af IT-kontrakter og udarbejdelse af databehandleraftaler.
    • Har et godt kendskab til den finansielle sektor og specifikt DORA-forordningen og GDPR.
    • Arbejder struktureret, analytisk og formår at formidle kompleks jura i et letforståeligt sprog.
    • Er løsningsorienteret og klar til at tage ejerskab over egne ansvarsområder, herunder leverandørstyring
    • Kendskab til Risma-systemet fra Cerivo vil være fordelagtigt, ligesom teknisk indsigt og kendskab til AI-forordningen vil være et plus.
    • Det vil styrke din profil, hvis du har erfaring med forsikringsaftaleloven og lov om forsikringsvirksomhed.

    Hvad tilbyder vi?

    En fuldtidsstilling med spændende og udfordrende opgaver i en dynamisk finansiel virksomhed.

    • Høj grad af fleksibilitet med mulighed for op til 2 hjemmearbejdsdage om ugen.
    • Et professionelt men uformelt arbejdsmiljø med gode kollegaer og plads til sparring.
    • Løn og ansættelsesvilkår, der matcher dine kvalifikationer, herunder pensionsordning og sundhedsforsikring.

    Ansøgning og kontakt

    Søg stillingen ved at sende din ansøgning og dit CV til JOS@spira.dk, hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende og lukker søgningen, når den rette kandidat er fundet.

    Ansøgningsfrist: 15. august 2026
    Arbejdssted: Spira Forsikring, Struergade 24, 2630 Taastrup
    Tiltrædelse: Snarest muligt

    Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Janni Ottogreen Sejrbo, Head of Compliance & Privacy på jos@spira.dk eller tlf. 35778207

    Spira Forsikrings logo på indgangsparti i Taastrup

    Jordnær og nærvær siden 1908

    Spira Forsikring er et kundeejet forsikringsselskab med et stort, grønt hjerte og begge ben solidt plantet på jorden. Vi tilbyder forsikringer i øjenhøjde, fair priser og personlig, professionel rådgivning – til privat og erhverv.

    Spira Forsikring er et godt sted at være – både som kunde og som medarbejder. Vi vægter den personlige relation højt, og vi sætter en ære i altid at have tid til vores kunder – og til hinanden. Vi møder vores kunder i øjenhøjde – og vores kollegaer med et åbent sind og et smil på læben.

    Vi er et lille selskab, og det er en af vores største styrker. Fordi vi er små, kan vi være mere agile, og det arbejder vi bevidst med i at integrere i alle elementer af vores organisationskultur og virksomhedsstrategi.

    Vi er stolte af vores historie, som går helt tilbage til 1908, for det er netop i mødet mellem vores mangeårige erfaring og en agil, nytænkende og forandringsparat organisation, at Spira Forsikring finder sit ståsted.

    Vi har dybe rødder i de grønne erhverv, og derfor banker vores hjerter særligt for alt, hvad der er grønt.